Mens befolkningstallet i Holstebro kommune generelt er faldende, lyser Mejrup Kirkeby op som en lille perle. Fra 2011 og frem til i dag er hele 1522 mennesker flyttet til byen. En af forklaringerne kunne være det fællesskab, der er at finde i kirkehuset.
Af Astrid Thastum
I en oversigt over en række byer i Holstebro kommune, ser det nedslående ud. I størstedelen af dem, kan man se at befolkningstallet er faldende siden 2011. Værst ser det ud i landsbyen Sønder Nissum med 199 fraflyttere, men ikke engang Holstebro, kommunens hoved- og kulturby, kan prale af medgang og tilflyttere i massevis, og siden 2011 dør der flere, end der bliver født.
For Mejrup er det en anden historie. Der er medgangen større end ved de andre byer i kommunen.
Hvorfor folk flytter til Mejrup, har formanden for menighedsrådet, Niels Jørgen Jensen sin egen forklaring på.
”Der er natur, og så er det ikke bare en del af Holstebro, men er også sit eget lokalsamfund.”
Kirken er fællesskabets centrum
Centrum i det lille lokalsamfund er kirken. Her har folk mødes til højskoleeftermiddage siden ’68, og er siden da flyttet fra præstegården til kirkehuset. Og med de mange besøgende, har de også fået finansiering til at tilbygge. Det har de fået fra Holstebro Provsti.
”Fordi vi er et sogn i udvikling, så vil de gerne hjælpe,” siger Jensen.
Og hvorfor er det så vigtigt at have et samlingspunkt, hvor man kan mødes? Det har et medlem af frivilligudvalget for højskoleeftermiddage, Lars-V. Palle et bud på.
”Fællesskaber er fundamentale for mennesket,” siger han. ”Det kan noget for den menneskelige trivsel.”
Højskoleeftermiddage og nye bekendtskaber
”Hej med dig.” ”Godt at se dig igen.” ”Velkommen tilbage.” Det er ordene man møder, når man træder ind i kirkehusets lyse og rummelige forlokale. Martssolen skinner ind ad vinduerne og bader rummet i et blødt lys, der sammen med lyden af kaffe, der bliver hældt, og stolene der bliver rykket tilbage, så folk kan sætte sig, skaber en hyggelig atmosfære. Det er tirsdag, klokken er 14, og kirkehuset er fuldt af folk. Det er tid til højskoleeftermiddag.
”Velkommen til højskoledage, der byder på gode foredrag, menneskeligt samvær og hyggesnak,” står der i Mejrupkirkens flyer om begivenheden. Der bliver sunget sange fra højskolesangbogen, drukket kaffe, og så der bliver hentet foredragsholdere ind fra hele landet for at snakke om stort og småt. På denne tirsdag er sognepræst Jens Jørgen Refshauge der skal snakke om sin farfars oplevelser under 1. verdenskrig.
”Højskoleeftermiddage er en god måde at få gode bekendtskaber på,” siger Børge Skindhøj Sørensen, tilflytter og andet medlem af frivilligudvalget for højskoleeftermiddage.
Det kan Niels Jørgen Jensen nikke genkendende til. Da han flyttede til Mejrup for omkring 5 år siden, blev han spurgt om han havde lyst til at stille op til menighedsrådet, hvor han så blev valgt ind.
”Jeg er blevet mødt af positive mennesker og er blevet taget godt imod.”
Og det virker til at være lige i Mejrups ånd.