Johnny kritiserer Thor Havvindmøllepark: “De har ikke engang sagt undskyld”

Mens indbyggerne i Thorsminde generelt er positivt stemte overfor den nye havvindmøllepark Thor, er Johnny Pedersen rasende, og mener selv at fiskerne kan holde haven i gang.

Karl Bundgaard og Rasmus Hall

I den ellers optimistiske stemning omkring etableringen af Thor Havvindmøllepark står fiskeren Johnny Pedersen fra Thorsminde i skarp kontrast. Som 3. generations fisker i byen og ejer af båden Palermo, udtrykker han en dyb utilfredshed med udsigten til havvindmølleparkens opførelse og dens påvirkning på lokalsamfundet.

“Jeg ser ingen positive fordele for vores by eller for fiskeriet,” siger Johnny, der har været aktiv i fiskerierhvervet så længe, han husker. “Vi fiskere kunne selv have holdt havnen åben; det har vi altid gjort.”

Med forbuddet mod udsejling mens byggeriet er i gang, er han tvunget til at sejle ud fra Hvide Sande eller Thyborøn, hvilket er langt fra ideelt for en fisker, der lever og ånder for Thorsminde.

Dyster fremtid i sigte

“Der er ikke skabt én arbejdsplads endnu,” påpeger Johnny kritisk omkring den lovede økonomiske fordel for lokalsamfundet. Han ser dystert på fremtiden og mener, at havvindmølleparken vil have en negativ indvirkning på både fiskeriet og turismen i området.

Fiskeriet ved havvindmølleparker er ikke et ukendt fænomen. Eksempler som Horns Rev ud for Esbjerg har ifølge Johnny Andersen vist, at etableringen af havvindmølleparker kan have negative konsekvenser for fiskeriaktiviteterne i området. I kontrast til Johnny Andersens egen erfaring fra fiskeri i Horns Rev viste den første undersøgelse af fiskebestanden i Horns Rev, foretaget i 2012 af DTU, at havvindmølleparken ikke har påvirket fiskebestanden negativt.

Meget glad havnechef

Havnechef Lisette Sønderby er positivt stemt over for byggeriet af havvindmølleparken Thor, på trods af bekymringer fra fiskerne i lokalsamfundet.

“Havnens opgave er at muliggøre indsejling til Thorsminde havn samt at leje kajpladser ud,” understreger Lisette, der blev havnechef i 2019 og er en aktiv deltager i byens udvikling. Hun ser med forventning frem til opførelsen af det nye kajanlæg, der ledes af det tyske firma RWE og forventes at skabe mellem 50-60 faste arbejdspladser.

Trods udfordringerne erkender Lisette behovet for tilpasning, især med fiskernes situation i tankerne. “Vi kommer til at miste skibene, hvis ikke der bliver lavet en sejlrute gennem parken, mens byggeriet står på,” advarer hun, idet hun peger på behovet for at imødekomme fiskernes behov for adgang til havet.

Johnny og Lisette deler holdningen om at det er nødvendigt med en sejlrute gennem parken, mens byggeriet står på. Lisette tror på, at Johnny og resten af fiskerne nok skal klare sig gennem den kommende periode, hvis de får hjælp undervejs. Johnny ser lidt mindre positivt på tingene: “De tager hele grundlaget væk fra os, og de har ikke engang sagt undskyld.”

Thorsmindes DNA er fiskeri 

Set i en bredere kontekst ser Lisette positivt på Thor Havvindmøllepark og understreger havnens rolle som en central aktør i områdets udvikling. Hun insisterer på, at havnen er afhængig af en fungerende sandpumpe til vedligeholdelse af sejlrenden, uanset antallet af både: “Uanset om der sejler fire eller 100 både,” siger hun og påpeger den udfordrende konkurrence om havets ressourcer.

I fremtiden håber Lisette på mere aktivitet i havnen og ser potentiale i investeringer, der kan styrke Thorsminde som et lokalt knudepunkt. “Det værste ville være, hvis fiskerne fravalgte os,” indrømmer hun, hvilket understreger betydningen af et tæt samarbejde mellem havnen og fiskerne for at sikre en bæredygtig fremtid for Thorsminde.

Lisette Sønderby påpeger afslutningsvis, at det værste for Thorsminde ville være, hvis fiskerne fravælger Thorsminde. “Det er et helt samfund, der er bygget omkring fiskeri, det er vi meget bevidste om, det sidder i DNA’et på alle”.

Johnny Pedersens kritik af Thor Havvindmøllepark står som et levende eksempel på, at der hersker bekymring blandt de lokale fiskere. Mens debatten om fordele og ulemper ved havvindmølleparker fortsætter, står det klart, at Johnny frygter for fremtiden og det liv, de har kendt i årtier.