I hjertet af Holstebro Kommune vækker Care for Young et håb og potentiale hos unge, der har brug for et ekstra skub mod uddannelse og arbejdsmarkedet. Det lokale projekt er for kommunens unge ikke kun en hjælpende hånd til beskæftigelse, men en vigtig kilde til en hverdag med mere inspiration, selvtillid og mening.
Af Sofie Stendell Milde
I Holstebro Kommune vil et lokalt projekt ved navn Care for Young give unge, der har slået sig på uddannelsesverden eller arbejdsmarkedet, et skub i den rigtige retning. Udover at give dem et arbejde at stå op til, støtter organisationen de unge i deres personlige udvikling af sociale kompetencer. For 25-årige Rasmus Berg Lundvig, der er en af de unge i projektet, har det stor virkning på hans daglige tilværelse: ”Jeg har fået meget mere overskud og har haft lyst til at tage afsted om morgenen. Det har ikke altid været lige nemt før. Og så kan det en hel masse socialt. Man bliver åbnet lidt mere op,” fortæller Rasmus Lundvig.
Care for Young er et femårigt lærings- og udviklingsprojekt for unge mellem 18 og 25, der på nuværende tidspunkt har 13 unge. Omdrejningspunktet for organisationen er en non-profit café i hjertet af Holstebro, hvis rolige, uformelle og afslappede atmosfære ikke er til at tage fejl af. Caféen, som hedder Café Care, fungerer som de unges træningsbane og skal give dem en smag på arbejdslivet. Her møder Care for Young’s unge derfor op på ugentlig basis i det omfang, energien rækker til, så de lidt efter lidt føler sig klar til at tage næste skridt i vejen mod beskæftigelse eller uddannelse. Men lige så vigtigt er de unges personlige udbytte i form af sociale færdigheder og større selvtillid.
En vigtig kilde til selvværd, motivation og fællesskab
Da Rasmus Lundvig flyttede til Holstebro Kommune, havde han i en længere periode stået uden arbejde eller igangværende uddannelse. Han begyndte sin gang i caféen i februar 2023, og i dag arbejder han der 12 timer om ugen. ”Det kunne have været fedt, hvis jeg havde fået et lignende tilbud før. De er ekstremt åbne og fleksible hernede. Det er ikke særlig mange andre steder, der er det,” siger han. Udover hjælp til beskæftigelse drager Rasmus Lundvig også fordel af det fællesskab og de sociale initiativer, som organisationen tilbyder.
Det er netop på grund af unge som Rasmus Lundvig, at Care for Young sigter efter at skabe bro mellem unge og arbejdsmarkedet. Unge, der gerne vil, men har brug for den ekstra hjælpende hånd. Lone Egeberg, som har været projektleder bag organisationen siden december 2023, ser en stor vigtighed i at hjælpe kommunens unge med at få et job såvel som at styrke deres personlige kompetencer:
”Vi lægger pædagogisk arbejde i det og laver nogle mål for de unge. Hvis målet er, at man bliver mødestabil, arbejder vi mod det til en start. Så det er ikke fra dag ét, at man skal ud i uddannelse. Det er en proces. De lærer rigtig meget livsmestring hele vejen igennem. Så det personlige udbytte, de får med herfra, er også stort,” fortæller Lone.
En anden af Holstebros unge, hvis hverdag ligeså bliver mere overskuelig takket være Care for Young, er 19-årige Nadia Gjervig Nielsen. Efter hun stoppede på en HTX-uddannelse, stod hun uden noget at give sig til. Men efter hun blev en del af Care for Young i september 2023, har det løsnet på meningsløshedens greb om hendes dagligdag. ”Jeg synes, det har hjulpet en del med at komme igang. Jeg får hjælp til alle mulige ting, og så er der nogle, jeg kan komme og snakke med. Jeg synes bare, det hjælper mig en del i hverdagen.”
Nadia Gjervig Nielsen drømmer om at uddanne sig til veterinærsygeplejerske. Men indtil da trives hun i at arbejde i Café Care, hvor hun varetager opgaver som at folde vasketøj, pudse bestik, støvsuge. Opgaver, hun godt kan lide, og som hjælper hende til at arbejde hen imod at blive mødestabil og klar til en dag at starte på sin drømmeuddannelse. ”Jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg kan komme herned. Det er et rart sted at være,” fortæller hun.
Til inspiration for andre kommuner
Care for Young har med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Holstebro Kommune og Code of Care kun tre år tilbage af projektet. Håbet er ifølge Lone Egeberg, at de med tiden vil kunne knække koden på, hvordan de bedst muligt hjælper unge mennesker i uddannelse eller job, og at kommunen vil se, hvor stor en gavn projektet er for Holstebros unge: ”Vi har et håb for, at vi måske får en model på, hvordan andre kommuner kan gøre det. At vi kan give vores erfaringer videre.”
Rasmus Lundberg ser også gerne, at andre af landets kommuner kunne blive inspireret af Care for Young’s succesrige initiativ til selv at investere i lignende projekter. ”Jeg tror, det kunne være godt, hvis flere kommuner havde sådan en organisation her. Jeg tror ikke, jeg er den eneste forvirrede unge, der går rundt. Dem har vi flere af,” fortæller han.