Parkeringsregler forvirrer selv kommunen i Holstebro: ”Det kunne jo være, at det er nogen, der laver sjov”

I Holstebro midtby står man over for en stigende udfordring, nemlig parkeringssituationen. I løbet af de seneste år har parkeringsreglerne i byen været præget af forvirring og manglende håndhævelse af reglerne.

  • Skrevet af – Karl Bundgaard

Siden 2016 har der ikke været en parkeringsvagt ansat i Holstebro, hvilket har affødt en form for selvregulering fra bilisternes side. Det har ført til hyppige overtrædelser af parkeringsreglerne, som har skabt frustration blandt både beboere og besøgende. Kunder i gågadens butikker kan have svært ved at finde en parkeringsplads i midtbyen, og efter en snak med butikkernes medarbejdere ladet det til, at de er bekymrede for antal af besøgende, der kommer udefra.

Det argument kan man sætte sig ind i efter en undersøgelse af parkeringssituationen i Holstebro foretaget af Holstebreaking. Undersøgelsen afslører et atypisk billede på overtrædelser af parkeringsreglerne. På en typisk parkeringsplads i midtbyen er der observeret, at 11 ud af 19 biler holdte ulovligt parkeret.

jnrfe

Undersøgelsen fandt sted på denne parkeringsplads i det centrale Holstebro. Foto: Karl Bundgaard

Skiltningen sejler

Et andet mystisk parkeringsfænomen finder sted ved byens kirke, hvor den tidsbegrænsede parkering om søndagen, ifølge skiltene, begynder kl. 5 om morgenen. Overraskende nok var kommunens Tekniske Udvalg eller trafik- og parkmyndighederne ikke klar over denne tidsbegrænsning. Poul S. Jensen, der er koordinator i Trafik og Park, mener, at det er en fejl: ”Det må være en fejl, for jeg kan se, at det burde begynde kl. 8, og jeg kan ikke se, hvorfor det allerede skulle starte kl. 5.”

Poul S. Jensen har i dag, onsdag, sat sig for at få parkeringsskiltene ved kirken skiftet. Den tidsbegrænsede parkering vil nu starte kl. 8 om morgenen i stedet for kl. 5. ”Det må vi få kigget på og så få skiftet de skilte ud hurtigst muligt.”

”Det kunne jo være, at det er nogen der laver sjov, og har sat nogle andre klistermærker på.”

Måske har Poul S. Jensen ret i, at byens lokale ballademagere laver sjov. Det virker dog usandsynligt skiltenes tal taget i betragtning. Som det kan ses på nedenstående billeder, ligner tallene på de fire skilte påfaldende meget hinanden.

Foto: Karl Bundgaard

Parkeringsvagter er for dyre

Kommunen har ikke råd til at ansætte en parkeringsvagt til at håndhæve parkeringsreglerne i kommunen. Siden 2016 har det derfor været politiet, der skulle tilkaldes, hvis borgernes parkering har været imod reglerne. Kenneth Tønning, der er formand i Holstebro kommunes Teknisk Udvalg, anerkender behovet for en p-vagt og ser gerne emnet taget op politisk.

”Kommunen har tidligere undersøgt, om det kunne lade sig gøre, men det har dog vist sig at være for dyrt. Jeg kunne dog godt tænke mig, at man kunne finde en løsning med en eller flere nabokommuner om at dele en parkeringsvagt mellem dem og os, men det er noget, vi er nødt til at tage op bredt politisk.”