Bussen mellem Holstebro og Thorsminde står for skud i den nye busnedlægning i Holstebro. Den skal kun køre på skoledage, og selv her sløjfes flere afgange. Men hvad betyder den spare-øvelse egentligt?
Jeg tog bussen til Ulfborg for at se, hvem der sad på de falmede blå bussæder, og hvorfor de sad der. Men undervejs åbnedes en helt ny verden: Bus 270 er meget mere end et transportmiddel. Den er et fællesskab for de gamle, de unge, de sårbare og de travle; et bindeled på tværs af kommunen. I bussen mødes de ’klassiske’, man ’viser omsorg overfor hinanden’ og, vigtigst af alt, så ’opfører man sig ordentligt’.
Tekst & illustration: Marie Qvist
Der går én bus mellem Holstebro og Thorsminde, nemlig bus 270. Den er stor og blå, og jeg er lige ved ikke at komme med, fordi jeg ikke kan finde busstoppestedet ved Sønderlandsskolen. Det er der simpelthen ikke.
Derfor står jeg midt på gaden, flagrende med armene i min orangeternede jakke, da bussen drejer om hjørnet. Chaufføren kører mig ikke over, men holder pænt ind til siden, så jeg kan træde ind. Bussen til Ulfborg er gratis, står der på et lille, lamineret skilt. Eller, ”ikke bussen, men turen” som buschaufføren, der viser sig at hedde Kaare, venligt irettesætter mig.
I bussen er der, ud over Kaare og jeg, to passagerer. De sidder allerforrest. Den ene, en ung kvinde med smukke perleøreringe, sidder lige bag chaufføren, mens den anden, en ung mand med stærke briller og arbejdstøj, sidder lige ved siden af indgangen. Et sæde med udsigt til falmede vinterskove og smukke, åbne vidder over heden.
Alt det man ser fra et busvindue
Bussen passerer marker, landejendomme og en byggeplads, før den drejer væk fra hovedvejen og ud på landet. Vi er midt ude i ingenting, da jeg får spurgt den unge mand, Michael, hvor han skal af.
”Næste gang. Jeg skal på arbejde, i noget der hedder Air-Heat,” svarer han.
Han staver det venligt for mig. Michael bor inde i Holstebro og er dybt afhængig af bussens afgange midt på dagen. De er faktisk hans eneste mulighed for at komme på arbejde.
”Så hvis de lukker den, så hænger jeg med røven i vandskorpen.”
Michael trækker i en rød fleece og stiger ud af bussen. Kaare ønsker ham god arbejdslyst og vinker lidt, da bussen sætter i gang og efterlader Michael tilbage på Idom Kirkevej.
Vi kører væk fra den lille samling huse, ud mellem markerne igen, og jeg skynder mig at slå til hos den nu eneste anden passagerer. Hun hedder Jasmin, bor i Holstebro og skal af på næste stop. Jasmin er pædagogmedarbejder i Idom Kirkeby, hvor bussen slår en krølle.
Busstoppet er en parkeringsplads med et lille skur. Ellers er her en skole, en masse murstenshuse og vinternøgne træer. Vi vinker farvel til Jasmin og kører mod Ulfborg.
Der er stille i 270. Eller, Kaare og jeg er stille, bussen selv lyder som en vindtunnel.
Vi passerer en mark med svaner, to tandemcyklister og en lille blå traktor med en kost på snuden. Solen skinner ned gennem skydækket og den vestjyske ro sniger sig ind på mig.
Markerne fortsætter grønt og brunt, så langt øjet rækker.
Jeg tæller elleve vindmøller.
En underlig raslelyd starter i mit sæde.
Det er dejligt at køre i bus.
I Ulfborg hilses vi goddag af en gul JBC-maskine, en art gravko tror jeg, som vinker med armen. Vi passerer en skole, en grill, en Netto og et lillebitte stråtækt hus, lavet af Ulfborg Tækkefirma.
Da bussen holder stille på stationen, kan jeg endelig spørge Kaare om, hvordan det er at være buschauffør – og her opstår en helt ny betydning af lokallinje 270.
Et voksenværested på hjul
Buschauffør Kaare Schmidt er en frisk mand på 62. Han har boet i området i 13 år og kørt bus i de sidste tre. Ifølge ham har bussen en meget større funktion end transportmiddel til skole og fritidsaktiviteter.
”Der er 16 faste passagerer, ud over skolebørnene. To demente og nogle pensionister, der skal have bussen ind til ABC i Thorsminde for at handle. Vi har også nogen…”
Kaare tøver lidt.
”Nogle sårbare. For dem er bussen en måde at være social på. Derfor siger jeg altid hej. Om der så kommer 15 folk ind, så siger jeg godmorgen. Hvis de svarer, så er det dejligt. Hvis ikke, er det også ok.
Der er nogle buschauffører, som bliver skidesure, hvis folk ikke siger hej. Jeg vil bare være høflig. Mit mål er ikke at de svarer, men at jeg skal være ordentlig.”
Før han blev buschauffør, har Kaare boet i Norge, været tømrer og socialpædagog. Noget kunne tyde på, han har taget den sidste titel med ind i busfaget.
”En af dem, der er med på bussen, han har været med i tre år. Altid med sin hætte trukket helt nede om ansigtet. Ham er jeg begyndt at tale med. Det handler jo i virkeligheden om trivsel.”
Der kommer mange forskellige mennesker i bussen. Pensionister, skolesøgende, flexjobbere, turister og ”vores østarbejdere”, som Kaare siger. For dem ville det have stor betydning, hvis linje 270 forsvandt – også selvom bussen sjældent er fyldt. En uheldig spareøvelse, mener Kaare.
”Det er nogen på et kontor, der har set på nogle tal og tænkt, at her kunne man spare nemme penge, fordi det er så få, det rammer. Men de folk er jo afhængige af bussen. Så siger man, at de kan bare ta’ en flex- men det kan nogle af dem ikke. Så skal de pludselig bruge fire timer på at komme til lægen inde i Ulfborg, fordi bussen kun kører om eftermiddagen.”
Samtalen og turen slutter her, for Kaare skal køre skolebus med de elever, der har døbt ham ’verdens bedste buschauffør’. Jeg stiger ud på Ulfborg Station for at vente på den næste bus mod Holstebro. Den kommer fra Thorsminde om et par minutter.
Betydningen af en bus
Jeg er ikke alene. På stationen sidder en sortklædtdame og venter. Jeg introducerer mig selv som journalist på buseventyr, og hun lyser helt op.
”Er det om busserne? Så vil jeg svare på det hele! Det er så vigtigt, vi bevarer dem.”
Anne arbejder som sosu-hjælper i Ulfborg. Hun sidder på den grønne bænk, med sin stok i hånden, og forklarer, at hun er afhængig af bussen, fordi hun ikke kan bruge den høje indstigning i toget til Holstebro.
At dømme ud fra de 275 høringssvar, Teknisk Udvalg har modtaget på deres ændringsforslag, er hun ikke den eneste, der har det sådan. På et møde har man besluttet, at trafikken måske skulle kigges efter i sømmene – men for Anne handler det om mere end bare transporten.
”Man viser jo omsorg for hinanden i bussen. Om folk drikker en tår over tørsten. Hvis de falder i søvn, så vækker man dem lige, så de kommer ud de rigtige steder. Herude kommer man hinanden ved.”
Anne drejer hovedet mod syd. Bussen kommer. Da den holder foran os, giver Anne mig en lynhurtig indflyvning til klientellet.
”Se der, det er to af de klassiske. Ham der, han er dement, han falder altid i søvn. Goddag Jørgen,” siger hun, henvendt til buschaufføren, ”det er længe siden jeg har set dig!”
Tyske turister og venner fra bussen
Der er tre passagerer i bussen allerede, ældre mænd med tophuer. De sidder allerforrest. Jeg sætter mig samme sted som sidst, mens Anne går længere ned i bussen og fluks begynder at tale i telefon.
Vi ruller ud af Ulfborg.
Den vinkende JBC-maskine holder stille, det er blevet overskyet igen – og jeg er blevet bemærket. Den yngste af de tophueklædte mænd på forsæderne, som ellers har travlt med at joke med de andre, vender sig flere gange 180 grader i sædet og kigger i min retning.
Der er livlig stemning på forsædet og jeg tænker, at jeg hellere må introducere mig – men jeg er gennemskuet for længst.
”Ja man ku’ høre på hendes accent, at hun ik var her fra egnen. Arbejder du for Stiften?”
Manden der vendte sig, hedder Kenneth. Han har sørøvertatoveringer, ring i øret og rødsprængte øjne, og skal til Holstebro for at købe et ”phone-stik”.
”Man lærer hinanden at kende i bussen. Erling der, han plejer jo at sove nu. Men så med sådan en journalist, så er han vågen. Og Ole, han skal til Holstebro for at besøge alle sine kvinder. Hvor mange er det nu du har, tre?”
Ole – som introducerer sig selv som ’Søndergaard fra Sønderborg’ – klukker lidt. Der er vist fem.
Bussen bevæger sig roligt retur af samme vej som jeg kørte før, forbi brune marker og spredte huse, mens Kenneth taler i øst og vest om ture til Grønland, tyske turister og sine tatoveringer. Jeg scorer et point på min hjemmelavede øl-tatovering, Kenneth har et dollartegn i håndfladen. Erling kan huske den gang han var ung, hvor matroserne kom ind med sørøvertatoveringer. Han knuger en indpakket avis i venstre hånd hele turen.
Ved bygrænsen til Holstebro passerer vi kasernen, hvor Søndergaard har været soldat i fire år. Det vil han ikke snakke om. Kenneth vil til gengæld gerne snakke om, hvordan chaufføren Jørgen ”kører bus som han kører go-cart”. Der brummes fra forsædet, Jørgen mener selv, han er ”verdens bedste chauffør”. Der er bred enighed om, at turen er gået hurtigere end den plejer, da jeg pænt spørger, om jeg kan komme af ved Sønderlandsskolen.
De ønsker mig held og lykke med min artikel, jeg ønsker dem held og lykke med turen. Søndergaard og Erling vinker fra det blå bussæde, da den bus 270 kører afsted mod sin endestation på Holstebro Trafikterminal.
Jeg står alene tilbage i marts-blæsten og synes pludselig meget bedre om Holstebro.