En SUB’ER nyhed: Subfestivalen genoplives i nye, sublime rammer

Efter fire års pause puster foreningen Subhuset liv i den hedengangne Subfestival på Slagteriet. Støtte fra Tuborgfondets Scenehjælp, med scene og lydteknikere, skal sikre festivalens kvalitet og dermed gøre de unges drømme til virkelighed.

Tekst: Marie Qvist. Foto: Subhuset Holstebro

Når Subhuset den 7. september, efter fire års stilhed, genopliver deres Subfestival, bliver det med et toptunet brag af en fest. De unge frivillige, som allerede har et utal af vellykkede events bag sig, har søgt, og fået, støtte fra Tuborgfondets Scenehjælp. Det betyder, at festivalens kunstnere skal optræde på en større scene end tidligere, hvor flere professionelle lydteknikere er tilknyttet.

Det er for Willian de Groot, projektleder på Subfestivalen og en af forfatterne bag den vellykkede ansøgning, et vigtigt skridt mod Subhusets mål om at præsentere kvalificeret subgenremusik for Holstebros borgere.

”Det giver os mulighed for at skalere vores festival, så vi kan komme ud til endnu flere af Holstebros beboere – især de unge. Vi oplever enorm stor opbakning til Subfestivalen, der i 2019 havde 2000 besøgende – og vi bliver stadig spurgt om vi ikke gør det igen. Så det betyder utroligt meget for Subhuset, at Subfestivalen bliver et godt arrangement.”

Subhuset opstod som en frivillig forening for mere end ti år siden og bor nu i Slagteriet. Selvom mange medlemmer er kommet og gået igennem tiden, lever visionen, om at skabe og være en stærk platform for den alternative kultur, stadig i bedste velgående.

” Den her scene gør det muligt for os at fokusere på det vi brænder for: kulturen, og musikken. Vi vil vise, at frivillig kultur er fedt – og bevise, at der er andet musik i verden end den, man bliver præsenteret for på de regionale spillesteder,” lyder det fra Willian de Groot.

Subfestival finder sted den 7. september på Slagteriet. Programmet er endnu ikke offentliggjort, men du kan følge med i processen, og finde meget mere information, her.