BODYSLAM Wrestling pryder jubilæum: Ska’ det ske i Skave?

Foto fra Kranium Kompagniet

750 arrangementer og initiativer er det, der fra februar til oktober vil præge bybilledet i Holstebro i anledningen af byens jubilæumsfejring. Fællesnævneren for de hundredvis af arrangementer er, at de vil være ’once in a lifetime’, som det står skrevet på kommunens hjemmeside.  

Af Amalie Mønsted og Kent Christensen

Skave huser knap 500 indbyggere og vil på fredag agere værtsby for byens første Wrestling-arrangement. Og hvis man spørger Kristian Buus Nielsen, som er blandt arrangørerne, så er der god grund til at glæde sig:

’Det er jo en fysisk historiefortælling, hvor blandt andet børn kan opfange værdifuld lærdom ud fra de karikerede personer, som optræder til showet. Der er noget god morale i, at ’ham der gav ikke op’, og samtidig er det et forestillingsunivers, man kan bruge til at afreagere på svære følelser i hverdagen’

De fleste vil nok undre sig over, hvorfor det netop er Skave, der er valgt som værtsby til et Wrestling-arrangement. Kristian Buus Nielsen var fra start åben for muligheden og udtaler:

’Det er da vist aldrig sket i Skave før – det har vi ikke prøvet før, så skal vi da lige se, hvad det kan. Selvom det ikke er en metropol, regner vi med et godt fremmøde. Hvis alt går som planlagt, kan vi blive et par hundrede tilskuere’

Tirsdag eftermiddag ånder al fred og ro i den lille jyske flække, og det vil formentlig stå i stærk kontrast til fredagens show i Skave Hallen, hvor der vil være garanti for lokal opbakning og høj underholdningsværdi.

Rettelse: Wrestling i Skave foregår på lørdag (ikke fredag, som det bliver sagt i videoen).